Introduktion

Retinale ganglieceller (RGC'er) er de neuroner, der sender visuelle signaler fra øjet til hjernen. De er afhængige af en højenergimetabolisme, fordi de skal opretholde elektriske signaler over lange afstande. Ved grøn stær (glaukom) og relaterede optiske neuropatier kan forhøjet intraokulært tryk (IOP) eller dårlig blodgennemstrømning stresse RGC'erne ved at begrænse ilt og næringsstoffer. Nyere evidens tyder på, at RGC'er under trykinduceret stress lider af tidlig energisvigt – deres ATP-niveauer falder, før der ses synligt celletab (pmc.ncbi.nlm.nih.gov). Terapier, der øger cellulær energi, kan derfor beskytte RGC'er mod degeneration. En kandidat er kreatin, et stof celler bruger til at buffere energi. Denne artikel gennemgår, hvordan kreatin og dets højenergiform fosfokreatin (PCr) støtter RGC'er under stress, og hvad dette kan betyde for grøn stær og aldring.

Kreatin–fosfokreatin-energibufferen

Kreatin er et naturligt molekyle, der dannes i lever, nyre og bugspytkirtel (fra arginin, glycin, methionin) og lagres primært i muskler (≈95%) samt i hjerne og andre væv (pmc.ncbi.nlm.nih.gov) (pmc.ncbi.nlm.nih.gov). Inde i cellerne omdannes kreatin frem og tilbage til fosfokreatin (PCr) af enzymet kreatinkinase (CK). Dette PCr–KREATIN-system fungerer som en energibuffer: når ATP hurtigt opbruges (f.eks. under muskelkontraktion eller neuronsignalering), donerer PCr sin fosfatgruppe til adenosindifosfat (ADP) for at gendanne ATP. Kort sagt kan PCr regenerere ATP langt hurtigere end mitokondrier alene (pmc.ncbi.nlm.nih.gov).

I praksis, inden for få sekunder efter intens aktivitet, er en hvilende celles ATP udtømt, men CK-systemet træder til ved at omdanne PCr tilbage til ATP for at holde energiniveauerne stabile (pmc.ncbi.nlm.nih.gov). Efter udbruddet af aktivitet kan overskydende ATP igen oplade kreatin tilbage til PCr for den næste cyklus. Denne reversible cyklus gør kreatin/PCr til en “klar reserve” af energi, især vigtigt i celler med højt og hurtigt energibehov (pmc.ncbi.nlm.nih.gov) (pmc.ncbi.nlm.nih.gov).

Vigtigt er, at dette system ikke kun findes i muskler, men også i nerveceller. Neuroner (inklusive RGC'er) udtrykker CK-isoformer, der gør dem i stand til at bruge kreatin. Faktisk udtrykker retinale neuroner primært mitokondriel CK, mens retinale gliaceller bruger cytosoliske CK'er (docslib.org). Ved at lagre en pulje af PCr i cellerne kan væv som nethinden få en øjeblikkelig ATP-forsyning, når det er nødvendigt.

Kreatin i nethinden og synsnerven

Kreatins rolle i RGC-metabolisme

I nethinden har RGC'er meget høje energikrav. Selv korte impulser kræver betydelig ATP til ionpumper og signalering. Når IOP stiger, eller blodgennemstrømningen falder, kan RGC'er blive iskæmiske, hvilket betyder, at ilt og næringsstoffer ikke kan dække behovet. I sådanne situationer er PCr-reserven afgørende. Forskning viser, at når synsnervens blodgennemstrømning er dårlig (som det kan ske ved grøn stær), er væv afhængige af PCr for at forhindre ATP-niveauerne i at styrtdykke (pmc.ncbi.nlm.nih.gov). Med andre ord fungerer fosfokreatin som et lokalt energi-“batteri”, som RGC'er kan trække på under stress (pmc.ncbi.nlm.nih.gov).

Eksperimentelt arbejde i andre nerver understøtter dette: tilsætning af kreatin før en induceret iskæmi beskyttede hjerneaksoner og forhindrede ATP-udtømning (pmc.ncbi.nlm.nih.gov). Disse fund tyder på, at RGC'er tilsvarende kunne drage fordel af ekstra kreatin under IOP-induceret stress. Tanken er, at hvis RGC'er bedre er i stand til at opretholde ATP via CK–PCr-systemet, kan de modstå skade og død.

Laboratoriestudier af kreatin og retinale neuroner

Flere studier har testet kreatins effekt på retinale neuroner. I rotte-retinale cellekulturer beskyttede tilsætning af kreatin til mediet neuroner (inklusive RGC'er) mod død på grund af metaboliske toksiner eller glutamat-excitotoksicitet (docslib.org). I disse in vitro-eksperimenter reducerede kreatin dramatisk celletabet forårsaget af energigifte (som natriumazid) eller af NMDA (en glutamatagonist) (docslib.org). Blokering af CK eliminerede beskyttelsen og bekræftede, at effekten var via kreatin-energibufferen (docslib.org). Disse resultater viser, at kreatin direkte kan støtte retinale neuroner, når deres energiproduktion bevidst er nedsat.

Det har dog været udfordrende at overføre dette til intakte øjne. I levende rottemodeller for retinal skade (enten NMDA-excitotoksicitet eller kortvarig høj IOP-iskæmi) øgede oral administration af kreatin til dyrene de retinale kreatinniveauer, men forbedrede ikke signifikant RGC-overlevelsen (docslib.org). Med andre ord, selvom kreatin kom ind i nethinden in vivo, lykkedes det ikke at redde RGC'er fra akut skade i disse studier (docslib.org). Årsagerne til denne uoverensstemmelse er ikke fuldt ud klarlagt; det kan involvere forskelle i levering, timing eller skadens alvor.

Samlet set tyder laboratoriedata på, at selvom kreatin kan beskytte retinale neuroner under kontrollerede forhold, er dets fordel i glaukommodeller hos hele dyr udokumenteret. Dette hul fremhæver behovet for mere forskning i kreatindosering, formulering (for at krydse barrierer eller forblive længere) og timing i øjenvæv.

Indsigt fra andre neurodegenerative modeller

Kreatins potentiale rækker ud over øjet. Det er blevet bredt studeret i andre neurologiske tilstande karakteriseret ved energisvigt. For eksempel viser kreatin brede neuroprotektive virkninger i modeller for slagtilfælde og hjerne-hypoxi (pmc.ncbi.nlm.nih.gov). Klinisk interesse har spændt over Parkinsons sygdom, Huntingtons sygdom, amyotrofisk lateral sklerose (ALS), Alzheimers sygdom, og endda psykiatriske lidelser (pmc.ncbi.nlm.nih.gov) (pmc.ncbi.nlm.nih.gov). I dyremodeller for Parkinsons (med toksininduceret mitokondriel dysfunktion) forbedrede diætisk kreatin neuronal overlevelse i tidlige studier. Hos mennesker er kreatin blevet testet i kliniske forsøg for PD og hukommelsessvækkelse, givet dets antioxidante og ATP-bufferende egenskaber (pmc.ncbi.nlm.nih.gov).

Selvom disse områder er adskilt fra oftalmologien, deler de et nøglekoncept: neuroner, der mister energibalancen, har en tendens til at dø. Hvis kreatin kan bremse neurodegeneration i ét system, kan det hjælpe i et andet. Derfor understøtter lektioner fra hjerne- og rygmarvsstudier udforskningen af kreatin til nethinden. Faktisk har nikotinamid (vitamin B3), som indirekte øger cellulær energi, vist sig at beskytte RGC'er i glaukommodeller (pmc.ncbi.nlm.nih.gov) – hvilket antyder, at metabolisk støtte kan hjælpe RGC'er. Kreatin er en logisk kandidat i denne kategori.

Systemisk aldring og funktionelle fordele

Ud over øjnene har kreatin kendte fordele for ældre muskler og hjernefunktion. Hos ældre voksne forbedrer kreatintilskud (ofte kombineret med træning) muskelmasse, styrke og knoglesundhed (pmc.ncbi.nlm.nih.gov). Metaanalyser af ældre befolkninger viser, at kreatin + modstandstræning signifikant øger fedtfri krops- og muskelmasse sammenlignet med træning alene (pmc.ncbi.nlm.nih.gov). Dette kan omsættes til bedre fysisk funktion og uafhængighed hos ældre.

Kognitivt er der lovende tegn på, at kreatin kan hjælpe. Aldring er forbundet med et naturligt fald i hjernens kreatinniveauer, og forsøg har vist, at ældre, der tager kreatin, nogle gange præsterer bedre i hukommelses- eller intelligenstests. En anmeldelse bemærkede, at kreatin “kunne forbedre kognition hos ældre forsøgspersoner”, selvom mekanismerne ikke er fuldt ud forstået (pmc.ncbi.nlm.nih.gov). Data om sikkerhed og effektivitet tyder på, at kreatin krydser blod-hjerne-barrieren, så det øger hjerne-PCr såvel som muskel-PCr (pmc.ncbi.nlm.nih.gov) (pmc.ncbi.nlm.nih.gov). Dette har ført forskere til at foreslå kreatin som et supplement ved mild kognitiv svækkelse eller tidlig demens, selvom store forsøg stadig er nødvendige.

Sammenfattende er kreatin ikke kun for atleter – det betragtes i stigende grad som en generel energiforstærker for aldrende væv. Dets resultater med at bevare muskel- og muligvis hjernefunktion understøtter ideen om, at “hvis det virker der, kan det måske også hjælpe den stressede synsnerve”.

Sikkerhedshensyn: Nyre- og væskeeffekter

Kreatin er almindeligt anvendt og generelt sikkert i anbefalede doser (typisk en opladningsfase på ~20 g/dag i en uge efterfulgt af 3-5 g/dag vedligeholdelse). Dets sikkerhedsprofil er blevet grundigt undersøgt. Den primære observerede effekt i mange studier er en lille vægtøgning, normalt kun et par kilogram, på grund af vandretention i musklerne (pmc.ncbi.nlm.nih.gov). Der optræder ikke konsekvent alvorlige skadelige bivirkninger hos raske mennesker.

En stor metaanalyse af studier (over 400 forsøgspersoner) rapporterede, at bortset fra vægtøgning var der ingen forskelle i hydrering eller nyrevolumen mellem kreatinbrugere og kontrolgrupper (pmc.ncbi.nlm.nih.gov). Faktisk synes øget intracellulært vand at forblive inden for muskelceller uden at ændre blodtrykket eller blodplasmavolumenet signifikant (pmc.ncbi.nlm.nih.gov) (pmc.ncbi.nlm.nih.gov). Mens atleter spekulerede om kramper eller dehydrering, viser kontrollerede data, at kreatin simpelthen trækker mere vand ind i cellerne – noget, som normal hydrering og overvågning kan håndtere.

Den mest almindelige bekymring er vedrørende nyrefunktion. Kreatinnedbrydning producerer kreatinin, et normalt affaldsprodukt. Blodkreatininniveauet stiger en smule efter kreatinbrug, hvilket kan efterligne nyreinsufficiens i standard laboratorietests. Dog viser opdateret evidens, at dette er en godartet laboratorieændring, ikke faktisk skade. En systematisk gennemgang fra 2025 fandt, at kreatintilskud forårsagede en meget lille, forbigående stigning i serumkreatinin, men forårsagede ingen ændring i glomerulær filtrationshastighed (GFR) (bmcnephrol.biomedcentral.com) (bmcnephrol.biomedcentral.com). I almindelige vendinger havde kreatinbrugere et højere kreatinintal i laboratorietests (på grund af øget omsætning), men deres nyrer filtrerede lige så godt som ikke-brugeres. Konklusionen: når det bruges ansvarligt af raske voksne, skader kreatin ikke nyrefunktionen (bmcnephrol.biomedcentral.com) (bmcnephrol.biomedcentral.com). Personer med eksisterende nyresygdom bør naturligvis konsultere en læge, før de bruger noget kosttilskud.

Væskebalance er et andet hensyn. Som nævnt har kreatin en tendens til at øge det totale kropsvand – primært inde i cellerne. Tidlige studier viste, at en uges kreatinopladning signifikant øgede det totale kropsvand (pmc.ncbi.nlm.nih.gov). Dette er normalt ikke farligt; det får blot musklerne til at føles fyldigere. En nylig stor befolkningsundersøgelse (NHANES diætdata) undersøgte, hvordan forskellige kostkreatinindtag påvirkede hydreringsmarkører hos tusindvis af mennesker. Den fandt, at meget høje kreatinindtag (over typiske kostniveauer) faktisk var forbundet med lidt lavere totalt kropsvand og væskevolumener og subtile skift i blodets osmolalitet (pmc.ncbi.nlm.nih.gov). Dette var uventet og antyder, at forholdet mellem kreatin og hydrering er komplekst. Budskabet til patienter er minimalt: moderat kreatinbrug kan forårsage en smule væskeophobning, men bør ikke dehydrere dig. Det er stadig tilrådeligt at drikke normale mængder vand, når man tager kreatin, især under træning.

Med hensyn til den overordnede sikkerhed fandt en bred gennemgang af ældre voksne, der tog kreatin, ingen stigning i bivirkninger sammenlignet med placebo (pmc.ncbi.nlm.nih.gov). Kreatin er blevet evalueret af regulerende organer (f.eks. FDA) og er bekræftet som sikkert til sund brug. De hyppigst rapporterede problemer er milde gastrointestinale gener (sjældent) eller muskelkramper (omdiskuteret), men disse forekommer ikke oftere end i kontrolgrupper. Med denne sikkerhedshistorik er tilføjelse af kreatin til ældre patienter for at forbedre energibalancen et rimeligt forslag, hvis det gøres under medicinsk vejledning.

Relevans for grøn stær og forskningsretninger

Sammenfattende for grøn stær: grøn stær forstås nu ikke kun som højt tryk, men som en kronisk RGC-energikrise. Studier i musemodeller for grøn stær (f.eks. DBA/2J-musen) viser, at højt IOP og aldring dræner ATP i synsnerven i god tid, før cellerne dør (pmc.ncbi.nlm.nih.gov). Logikken er, at forstærkning af RGC's energiforsyning kan bremse eller forhindre degeneration. Kreatin, ved at genopbygge ATP via PCr, er et plausibelt neuroprotektivt middel i denne sammenhæng (pmc.ncbi.nlm.nih.gov) (docslib.org).

For at omsætte denne idé er der behov for ny forskning med specifikke øje-fokuserede endepunkter og biomarkører. Nøgleanbefalinger inkluderer:

- Ocular billeddannelsesendepunkter: Fremtidige forsøg bør inkludere strukturel billeddannelse af synsnerven og nethinden. Optisk koherænstomografi (OCT) kan måle tykkelsen af det retinale nervefiberlag (RNFL) og gangliecellelaget. Disse kvantitative mål er følsomme over for tidligt RGC-tab. For eksempel er RNFL/OCT-udtynding stærkt forbundet med sværhedsgraden af grøn stær (pmc.ncbi.nlm.nih.gov). Enhver neuroprotektiv behandling bør sigte mod at bremse udtyndingen. En anden billeddannelsesmodalitet er optisk koherænsangiografi (OCTA), som visualiserer retinal blodgennemstrømning; da energileverance involverer cirkulation, kunne OCTA overvåge vaskulære ændringer.

- Funktionelle tests: Test af synsfunktion er afgørende. Standard synsfeltstests detekterer synstab fra grøn stær, men mere specifikke tests som mønsterelektroretinogram (PERG) eller multifokal VEP kan måle RGC-funktion direkte. Inkludering af PERG-amplitude eller latenstid som et endepunkt kunne afsløre tidlige funktionelle fordele ved kreatin, der går forud for feltændringer.

- Metabolisk billeddannelse: Kreatins effekt på energimetabolismen kan spores med avanceret billeddannelse. Magnetisk resonansspektroskopi (^31P-MRS) kan non-invasivt måle PCr- og ATP-niveauer i neuralt væv (demonstreret i hjernen). Den er også blevet anvendt i optiske baner (pubmed.ncbi.nlm.nih.gov). ^31P-MRS af synsnerven eller den visuelle cortex efter tilskud kunne direkte vise, om PCr-niveauer stiger i det visuelle system. Ligeledes kunne nær-infrarød spektroskopi (NIRS) eller retinal oximetri overvåge ændringer i ilt/glukoseforbrug i nethinden.

- Klinisk forsøgsdesign: Randomiserede forsøg hos glaukompatienter eller højrisikopersoner ville være nødvendige. Vigtige faktorer er dosering (sandsynligvis svarende til sportsbrug, ~3-5 g/dag), varighed (måneder til år) og kontrol af andre risikofaktorer (IOP, blodtryk). Endepunkter bør kombinere okulær billeddannelse og funktion (som ovenfor) med neurodegenerative biomarkører (f.eks. neurofilament let kæde), hvis tilgængelige. I betragtning af kreatins profil kunne forsøg starte med patienter med normaltryksglaukom, som allerede viser RGC-sårbarhed, for at se, om synsnedgangen bremses uden trykændringer.

- Sikkerhedsovervågning: Selvom kreatin generelt er sikkert, bør okulære studier overvåge nyremarkører og væskestatus som en foranstaltning. Hos ældre glaukompatienter bør nyrefunktion og hydrering kontrolleres, især hvis de har komorbiditeter eller tager anden medicin.

Samlet set er den nuværende evidens ikke tilstrækkelig til at anbefale kreatin mod grøn stær endnu. Men dets kendte systemiske fordele for muskler og muligvis hjerne under aldring, kombineret med specifikke data, der viser, at det kan støtte RGC'er i kultur (docslib.org) og energimetabolismen i nerver (pmc.ncbi.nlm.nih.gov), gør det til en lovende vej. Veldesignede forsøg med okulære endepunkter (OCT/PERG) og måske metabolisk billeddannelse (MRS) ville afklare, om kreatintilskud faktisk kan energisere synsnerven og beskytte synet.

Konklusion

Grøn stær kan betragtes som en energimangelssygdom i RGC'er. Kreatin, ved at styrke fosfokreatin-energibufferen, tilbyder en rationel måde at opretholde neuronal ATP under stress. In vitro-studier viser klare fordele for retinale neuroner (docslib.org), og neurodegenerativ forskning antyder et bredere potentiale (pmc.ncbi.nlm.nih.gov) (pmc.ncbi.nlm.nih.gov). Kreatins sikkerhed og aldringsrelaterede fordele (muskler, muligvis hjerne) understøtter yderligere dets udforskning inden for øjensundhed. Det næste skridt er målrettet forskning: forsøg og dyrestudier designet med synsnervebilleddannelse og RGC-funktionstests, for at se om dette vægttræningstilskud også kan bære nethindens energibehov.